Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022)

TO RYSTEDE MÆND
Et stilrent bidrag til overlevelsesgenren

Af BO GREEN JENSEN

I 1909 foretog Ejnar Mikkelsen (1880-1971) en arktisk ekspedition på vegne af den danske regering. Da skibet Alabama frøs fast, måtte mandskabet overvintre i det nordligste Grønland. Den bedste slædefører fik tæerne amputeret og kunne ikke arbejde. Mikkelsen valgte derfor at tage mekanikeren Iver Iversen (1884-1968) med på missionen, som skulle gennemføres.

   Da mændene kom tilbage, var den øvrige besætning blevet hentet. Mikkelsen og Iversen måtte opgive håbet i mange omgange. Efter 865 dage blev der endelig banket på døren til hytten, som var bygget med rester af Alabama. Mikkelsen skrev om deres strabadser i Farlig tomandsfærd (1955). Det er dén bog, som ligger til grund for Netflix-produktionen Against the Ice.

   Nikolaj Coster-Waldau spiller Mikkelsen og ligner virkelig en mand, der er gennembagt af sol og frost. Joe Cole spiller Iversen, som er benovet i begyndelsen. Han er god ved hundene, som man ikke må knytte sig til. Men han er lærenem og risikovillig. Mikkelsens selvsikkerhed krakelerer. Ved slutningen er der respekt og balance.

   Peter Flinths film bygger på et manuskript af Coster-Waldau og Joe Derrick. Der er lidt af hvert i posen: historisk kontekst, arktisk kuller, overlevelsesmanual, kosmisk samhørighed med naturen og længsel efter duftende kvinder.

MEST nyttig er den historiske baggrund. I rejsebeskrivelser bliver det sjældent forklaret, hvad formålet med ekspeditionerne er. Eller det gælder noget abstrakt og heroisk: at finde polerne eller passagen. Samtiden troede, at Mikkelsen skulle lede efter Ludvig Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som omkom ved '79-fjorden, da Danmarks-ekspeditionen gik til i 1908.*

   Faktisk var ærindet geopolitisk. Amerikaneren Robert Peary (1856-1920), som havde nået (eller var kommet tæt på) Nordpolen i april 1909, mente, at det nordligste Grønland var en ø, som USA kunne gøre krav på. Mylius-Erichsen skulle fastslå, at Peary Land var en halvø. Charles Dance spiller »minister Neergaard« – en forenklet og måske fordrejet fremstilling af konseilpræsident Niels Neergaard (1854-1936) – der ikke vil ofre penge på at komme Mikkelsen til undsætning. Siden taler han for de hjemvendte helte. I kulissen venter Naja (Heida Reed), den inkarnerede drømmekvinde, som mændene har fantaseret om i hytten.

DET er en enkel, klar og levende film, som bruger den store natur eksemplarisk. Iversen kan stille spørgsmål, som giver Mikkelsen lejlighed til at eksponere. Først er de idolet og amatøren. Endelig bare to rystede mænd.

   Peter Flinth har instrueret et par af de bedste nordiske riddertidsfilm – Ørnens øje (1997), Arn – Tempelridderen (2007), Arn – riget ved vejens ende (2008) – og eventyret om De Vilde Svaner (2009), der havde dronning Margrethe som scenograf. Forøvrigt også den norske Beatles (2014), en nænsomt nostalgisk filmatisering af Lars Saabye Christensens nyklassiske coming-of-age roman. Against the Ice er produceret af islændingen Baltasar Kormákur, som kender både amerikansk og skandinavisk smag.

   Det vil sikkert hedde sig, at filmen er for glat og internationalt skåret. Det er i bund og grund en fordom. Against the Ice er et stilrent bidrag til overlevelsesgenren. Og ja, Erik Balling lavede Qivitoq (1956), og Jacob Grønlykke instruerede Rasmus Lyberth i Lysets hjerte (1998), som Dan Laustsen tog store billeder til. Men generelt har danske fiktionsfilm ikke brugt det store grønlandske stof. For eksempel har man aldrig lavet en biopic om Knud Rasmussen (1879-1933).

   

DET er anderledes i England, hvor film om Robert Scott (1868-1912) og Ernest Shackleton (1874-1922) udgår en hel minigenre. I den nordatlantiske filmkultur – som samler arbejder fra hele regionen – møder man flere farverige versioner af Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886-1957). Zacharias Kunuk, som skabte den blændende Atanarjuat – The Fast Runner (2001), skildrer begge mænd i The Journals of Knud Rasmussen (2006). Jens Jørn Spottag spiller Rasmussen; Kim Bodnia er Peter Freuchen. Filmen solgt vist tyve billetter i Danmark.

   Tonen i Against the Ice er tættere på Nadie quiere la noche (Nobody Wants the Night eller Endless Night) som spanske Isabel Coixet præsenterede på Berlinalen i 2015. Juliette Binoche spillede Josephine Peary (1863-1955), der forsøgte at indhente sin mand, som havde stiftet ny familie sammen med inuitkvinden Allaka. Robert Peary er en fascinerende figur. E.L. Doctorow lod ham indgå i panoramaromanen Ragtime (1975). Måden, han tænker og føler på, minder i slående grad om Mikkelsens reaktioner.

DET bedste sted i Against the Ice er øjeblikket, hvor Mikkelsen og Iversen finder stendyssen med Mylius-Erichsens og Brønlunds optegnelser. De har da den samme oplevelse af kontinuitet og identifikation, som vi har ved at følge dem. Mest inspireret er inddragelsen af den legendariske svenske ballonskipper Salomon August Andrée (1854-1897), som foretog sin arktiske overflyvning i 1897. 

   Andrée gik til i intetheden sammen med rejsefællerne Knut Frænkel (1870-1897) og fotografen Nils Strindberg (1872-1897). Sidstnævnte dokumenterede ekspeditionen, hvis nærmere skæbne var et dragende mysterium i årtier. I 1930 blev Andrées sidste lejr fundet af et norsk skib. 93 af Strindbergs 240 negativer kunne restaureres, skønt de havde ligget i saltvand. Fotografierne blev fremkaldt og fortæller historien.

   Ejnar Mikkelsen havde selv mødt idolet. Som dreng tog han helt alene til Göteborg og tilbød fantasten sit arbejde. Andrée gav ham penge til hjemturen.**

   Da det ser værst ud for Mikkelsen og Iversen, kommer ballonen ned over isen med Naja ombord. Hun stryger Mikkelsens kind, og de står dér i varmen på isen. Mikkelsen har feber. Han er skiftevis stolt af bedriften og fortryder alt ved sit sneblinde liv. Det er en formidabel scene. Den er hverken amerikansk eller dansk eller islandsk. Men menneskelig til alle tider.

Se også John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

NOTER

*) Meget er skrevet om, hvad der skete med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Det bedste står i Vagn Lundbyes Omkom 79'fjorden – tragedien på Danmark-ekspeditionen 1906-08 (1984, rev. 2006). Vagn Lundbye (1933-2016) deltog selv i Jørgen Brønlund Mindeekspeditionen, der forsøgte at komme til bunds i historien 1984-1987. 

**) Per Oluf Sundman (1922-1992) skrev om Andrée i Ingenjör Andrées luftfärd (1967, da. Andrées luftfærd), en dokumentarisk roman i stilen fra Thorkild Hansen og Per Olov Enquist. Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og Jan Troell filmatiserede den med Max von Sydow i titelrollen. I 1982 var Ingenjör Andrées luftfärd den dyreste svenske produktion nogensinde. Filmen, der har Klaus Rifbjerg, Georg Oddner og Ian Rakoff som medforfattere, var sjælden i årtier, men udkom i 2017 på en blu-ray fra SF Studios/Studio S [til gengæld i en dobbeltudgave, som indeholder både bio- og tv-versionen – Andrées Luftfærd blev klippet i begge formater, ganske som Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1980). Filmen streames i Sverige på Blockbuster og SF Anytime. Den engelske titel er The Flight of the Eagle.

   Troell vendte tilbage til materialet i En frusen dröm (1997), et billeddigt i dokumentarform. Begge film indgår i dvd-bokssættet Svenska bilder, der endvidere omfatter Här har du ditt liv (1966), Ole Dole Doff (1968), Bang! (1977) Sagolandet (1988) og Il Capitano (1991). Per Rydéns Den svenska Ikaros (2003) er den bedste nyere bog om Andrée. Søren Rasmussen fra Albatros Travel skildrer på sin blog, hvordan det i 2014  er muligt at gentage luftfærden – og hvor storslået urealistisk projektet egentlig var.  

Against the Ice. Instr.: Peter Flinth. Manus: Joe Derrick, Nikolaj Coster-Waldau. Foto: Torben Forsberg. 102 min. Danmark-Island 2022. Dansk premiere: 02.03.2022 (streaming).

Fotos: Ill Kippers Productions/ RVK Studios [Still Photographer: Lilja Jónsdóttir] / Netflix/ Det Kongelige Bibliotek/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ FilmAffinity 

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.03.2022; trykt i WA Kultur 11.03.2022.

Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022)

BESINDELSESDAGE
Hver eneste fordom bliver gjort til skamme

Af BO GREEN JENSEN

DET er endelig blevet tiden for Silje. Efter oplæring i klostret, hvor Søstrene af Det Evige Lys lever enkelt og stille, skal novicen bekræfte sit kald. Nu er der bare de sidste »besindelsesdage«. Så kan hun give sig hen til afsavnet. Der vil være indre fred og fast struktur. Hun får endda en ny identitet. Efter 29 år som Silje, skal hun genfødes som søster Alma.

   Katrine Brocks’ fine debutfilm signalerer adskillige ting med sin titel. Det er noget med nonner og åndelighed, og som tilskuer tror man måske, at der venter en æstetisk oplevelse af de store. Det gør der, men ikke i »udsøgt« forstand. Virkeligheden trænger sig på fra første scene. Klostret bliver renoveret efter en fugtskade, og alt foregår i konstant byggestøj.

   Der er grænser for verdensfjernheden. Håndværkerne bliver betalt i kontanter. Priorinden Miriam (Karen-Lise Mynster), som holder sammen på den smuldrende orden med de yderste led på sine fingre, ville ønske, at arbejdet ikke skulle aflønnes sort. Men ellers passer pengene ikke.

   

DET fremgår, at de penge stammer fra arven efter Siljes far. Den unge kvinde, som spilles med absolut indlevelse af norske Kristine Kujath Thorp, har en historie med klostret, men hun ønsker ikke at dvæle ved fortiden. Heller ikke Miriam vil rippe op i noget. Det er kun søster Dorothea (Petrine Agger), som borer i stoffet ved hver lejlighed. Silje selv vil realisere idealet. Hun glæder sig usigeligt til at synke ind i den store stilhed.

   Somme tider ser filmen på livet i klostret sammen med Silje. I andre afsnit kaster den et mere objektivt blik. Det bliver klart, at alting ikke er så mildt og blidt, som Silje foregiver. Vi ser, at hun er selvskader. Når hun står med strygejernet, kan hun pludselig brænde en streg i sin hud. Hendes arme er tatoveret med ar.

   Nu er selvtugt et stort tema i klostergenren, især når den dyrkes af kyniske sjæle. Man tænker da, om det skal være sådan en film. Eller muligvis noget med misbrug og barndom. Tonen er for resten ikke uden humor. De kan alle le med Miriam, da hun har købt høreværn, som bliver omdelt. »Alle« er bare seks nonner og en syvende søster, som er dement og bliver plejet af Silje. Guds lille flok bliver mindre hver dag.

DET lykkes at holde facaden. Så ankommer Siljes fortabte bror Erik. Han bliver spillet af Elliott Crosset Hove med mange nuancer af spydig og overbærende skepsis, fornøjet forundring, svigtet og knust kærlighed. Når han ringede, har hun lagt på. Erik er netop ude af rehab. Mor Miriam lader ham blive. Silje kan næsten ikke være i sig selv for vrede og frustration.

   Erik er en forstyrrende faktor. Søster Martha (Diêm Camille) begynder at spørge interesseret til hans fortid. »Man skulle tro, at du var vild med ham,« bider Silje. Men Den store stilhed handler heller ikke om seksuel fortrængning. Det er hverken Michael Powells Black Narcissus (1947) eller Paul Verhoevens Benedetta (2021). Der er ingen eksorcismer i syne. Faktisk bruger Brocks ikke én af klosterfilmens fortærskede troper.*

   Vi vil se, hvad skete for Erik og Silje. Den store stilhed er god til at vise troens farver, men det er ikke en film om troens væsen. Det handler om soning og tilgivelse. Erik vil ses og anerkendes igen af sin søster. Hvis de kan stå ved hinanden, kan de hjælpe hinanden. Processen virker både i verdslig og religiøs sammenhæng.

INSTRUKTØREN kommer selv, har jeg læst mig til, fra en kristen baggrund. Hun kender miljøet, som filmen skildrer med antropologisk omhu. Men Den store stilhed er ingen annonce for tro. Fotografen Mia Mai Dengsøe Graabæk stiller skarpt på et krucifiks, som hænger i kirkerummet, hvor nonnerne synger. På den flimrende baggrund bliver virkningen som i et stereogram. Filmen skildrer troen som et fiksérbillede: Man ser motivet tydeligt – eller fanger det slet ikke.

   Nathaniel Hawthorne (1804-1864) skrev engang, at tro er som billedvinduet i en kirke. Set indefra er farverne stærke. Set udefra er det bare mat glas. Silje og Erik står på hver sin side af ruden. Det morer og skræmmer ham, at hun vil »giftes med Jesus«. Hun overvejer vel, om hendes fravalg af verdslighed er en flugt. Så kan de nå at se hinanden, før Siljes besindelsestid er forbi?**

DET er en fornem debut fra en filmskaber, som tydeligvis kan noget særligt med farver, stilhed og dyb eftertanke. Den store stilhed fik premiere på filmfestivalen i San Sebastian. Her blev Tea Lindeburgs Du som er i himlen vist i 2021, så Brocks’ værk blev set som mere godt stof fra en spirende skole.

   To krusninger gør ingen bølge, men tilføjer man Lisa Jespersens Hvor kragerne vender (2021) og Marianne Blichers Miss Viborg (2022), begynder modtagelsen at give mening. Der er virkelig noget andet i luften.

Se også Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010).

Den store stilhed var Bodil-nomineret i 6 kategorier og Robert-nomineret i 7. Det blev imidlertid Bastarden, som ryddede begge prishylder, da priserne for 2023 blev fordelt. Elliott Crosset Hove modtog en Bodil for Bedste mandlige birolle. Katrine Brocks blev præmieret for bedste instruktørdebut på Chicago International Film Festival og ved de Nordiske Filmdage i Lübeck. Oskar Arnfreds produktionsdesign var en skarp konkurrent til Henning Bahs Prisen for bedste scenografi ved Bodiluddelingen den 16. marts 2024. 

*) Der er til gengæld en film, som er i familie med Cæcilia Holbek Triers oversete Nonnebørn fra 1997. Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiske Black Narcissus, som bygger på en bog af Rumer Godden, blev i 2020 nyfortolket i en britisk-amerikansk miniserie, som er mere end bemærkelsesværdig. Gemma Arterton spillede rollen som Sister Clodagh, der i førsteudgaven blev fremstillet af Deborah Kerr. Charlotte Bruus Christensen var både instruktør og fotograf på Black Narcissus, som er forsvundet fra europæiske platforme – den lå på Disney+ – i fem minutter , men streames på Amazon, Apple TV, Google Play og Vudu i region A.

**) Forfatteren til The Scarlet Letter (1850), The House of the Seven Gables (1851) og The Blithedale Romance (1852) gør sig disse tanker i The Marble Faun; or, the Romance of Monte Beni (1860). »All this,« thought the sculptor, »is a most forcible emblem of the different aspect of religious truth and sacred story, as viewed from the warm interior of belief, or from its cold and dreary outside. Christian faith is a grand cathedral, with divinely pictured windows. Standing without, you see no glory, nor can possibly imagine any; standing within, every ray of light reveals a harmony of unspeakable splendors.« I kapitel 33, »Pictured Windows«, fører amerikaneren Kenyon og italieneren Donatello en samtale om tro og arkitektur, mens de går omkring i en gotisk katedral.  Hans-Jørgen Birkmose gjorde et beundringsværdigt arbejde, da han nyoversatte Det skarlagensrøde bogstav (2021), Huset med de syv gavle (2016), Blithedale (2018) og et fyldigt bind – Præstens sorte slør og andre fortællinger (2014) – med vigtige noveller. Alle titlerne udkom på forlaget Klim. Han nåede desværre ikke til Marmorfaunen, som aldrig er oversat, skønt teksten formulerer en række af forfatterskabets centrale motiver og så at sige runder det af. Romanen åbner »Innocents Abroad«-temaet, som senere er knæsat hos Mark Twain og Henry James. Sidstnævnte skrev om forbilledet i monografien Hawthorne (1879). 

Den store stilhed. Instr.: Katrine Brocks. Manus: Marianne Lentz, Katrine Brocks. Foto: Mia Mai Dengsøe Graabæk. 95 min. Danmark-Norge 2022. Dansk premiere: 12.01.2023.

Fotos: Monolit Film [Mia Mai Dengsøe Graabæk]/ New Danish Screen/ TrustNordisk/ Scanbox Entertainment/ Library of America/ YouTube [trailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.01.2023.

Nikolaj Arcel: Bastarden | The Promised Land (2023) [Bodilprisen 2024]

HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland

Af BO GREEN JENSEN

BASTARDEN er Ludvig »von« Kahlen, uægte søn af en kokkepige og en herremand. Han har lagt sin plan om at opdyrke heden i Jylland gennem 25 år som lejesoldat i den tyske hær, »Scholtens Geworbne Infanteri«, mens han avancerede fra rekrut til kaptajn. Han er 54 år, da han kommer til Alheden uden anden ballast end sin stolthed, forurettelse og en brændende ambition om selv at blive herremand.

   Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.

BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:

»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«

Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:

»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*

DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.

   I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.

   Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.

FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.

   De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.

   Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).

   Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.

   

KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.

   Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?

   Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:

»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«

Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.

ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.

  Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.

   Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.

JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.

   For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.

SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.

   Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.

DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.

   Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.

   Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.

PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.

   Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.

   Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.

   Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.

MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).

   Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.

   Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.

   Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.

DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.

   Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.

DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.

   Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.

Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi. 

*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.

Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.

Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution

Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.